De første 2 uger efter fødslen

Så skete det endelig! Vores længe ventede søn er kommet til verden! Vi er i en eufori af lykke og glæde! Det hele er så magisk og vidunderligt… de første fem minutter efter man er trådt ind ad døren derhjemme. BANG! Så ramte virkeligheden! Her står vi med et lille menneske, som ingen af os kender endnu. Han har været en bule på min mave i 9 måneder – eller ikke helt, for bulen har jo ikke været der alle 9 måneder. Nu er han et menneske med egne følelser og behov. Vi valgte at tage hjem på fødselsdagen, i stedet for at takke ja til barselshotel. Ingen af os føler sig hjemme i hvide og kliniske omgivelser i en seng der ikke er vores. Og er der noget der er vigtigt for mor her, så er det at kunne slappe af, så mælken kan løbe til. Det første jeg gjorde, da vi kom hjem, var at smide tøjet, og gå i seng. Med Nohr ved siden af mig. Her inde fik vi skabt en lille boble, som handlede om søvn og mad til ham.

Afføring

Nohr var meget ked af det de første døgn. Vi havde fået en folder med hjem som hedder Tjek Bleen. Verdens værste folder! Den fortæller hvordan afføringsmønstret skal være den første uge. Inden for 24 timer skal den første afføring komme – I ved den der hedder mekonium, og som er ligesom tjære. Efter 24 timer var den endnu ikke kommet. Det var de længste timer i vores liv! Vi ringede til barselshotellet, til sundhedsplejersken, snakkede med vores familie, søgte på nettet, masserede hans mave, cyklede med hans ben, stimulerede endetarmen med et termometer… ja vores forsøg ville ingen ende tage! Nogle undrede sig over, hvorfor den ikke var kommet, andre sagde vi bare skulle vente tålmodigt, og at han nok bare havde et umodent tarmsystem. Det tog den 36 timer at komme, og da den kom var vi lykkelige! Vi tog billeder af den, og sendte til familien! Så lykkelige var vi 😀 Ja, vi har billederne endnu! 😀 Nu skulle vi bare vente på den næste lort… Han var omkring 3-4 dage om at komme med afføring i starten, og vi kunne se, han havde ondt i maven. Vi tog til lægen efter den første uge, som fortalte om en ring i endetarmen, som man kan sammenligne med en jomfruhinde. Denne ring skal udvide sig ved den første afføring, og derved gøre det nemmere fremover for ham at komme af med det. Men denne ring var åbenbart så stram, at han ikke selv ville kunne udvide den. De blev forargede over, at vi havde fået at vide at vi bare skulle stimulere endetarmen med et termomater, for det ville de aldrig anbefale ikke-uddannede læger eller sygeplejersker om at gøre. Vi gik tilfredse derfra, og forventede afføring inden for det næste døgn, hvilket også skete. Men så var vi tilbage ved det samme igen. Vi fandt en bog om akkupressur og hjemme-zoneterapi, som vi købte. Denne var vores redning denne gang! Vi lavede de øvelser vi fandt relevante, og to timer senere kom der afføring! 2 timer! Det var jo vildt hurtigt efter. Men det begyndte hurtigt at gå tilbage til de 3-4 dage i mellem. En dag i weekenden havde han så ondt i maven, at han skreg og skreg, så vi ringede til vagtlægen. Vaglægen var ret usikker og ville komme sæbe op i endetarmen, som Kenneth heldigvis havde læst skulle være det værste man kunne gøre. Det fik vi ham heldigvis talt fra. Så han forsøgte at gøre det vi forklarede vores egen læge havde gjort, men han kunne se, vi stadig var utrygge og frustrerede over Nohrs mavesmerter. Derfor henviste han os til børneambulatoriet, som vi skulle tage direkte over på. Her undersøgte de alt hvad de kunne, men kom med samme svar – umodent tarmsystem. Og så er det altså også helt normalt at de ikke har afføring hver dag når man ammer. Der kan åbenbart gå op til 12-14 dage i mellem! Den med ringen i endetarmen kunne de slet ikke forstå. Den eneste ring de kendte til, ville blokere 100% hvis den var der, så igen var der modsigende parter. Vi gik hjem og besluttede os for, at dette nok var helt normalt. Vi ville ikke bekymre os længere. Og hvis Nohr viste tegn på mavesmerter, ville vi bruge zoneterapien. Denne beslutning gav ro i maven, selvom det gjorde ondt når han græd af smerte.

Familien

En ting der har været den vigtigste for os som førstegangsforældre har været familien! Kenneths lillebror og hans kone og søn bor i Farum, men kom hjem til os og boede den første uge. Faktisk tror jeg meningen var, at de skulle have boet ved Kenneths forældre, men den første aften stødte vi ind i en mur. Det havde været en dag med en masse mennesker omkring os. Familie som forstod vigtigheden af at slappe af og at få noget og spise og drikke. Familie, som havde været med til fødslen, som vi kunne snakke om forløbet med, som vi kunne dele oplevelser med. Eftersom min svigerinde også var blevet mor for nylig, kunne jeg spørge hende til råds om den mindste ting der opstod tvivl om. Så da de var gået ud af døren og stilheden larmede, blev vi pludselig utrygge. Vi var altså ikke enige i, at man skal være alene den første tid, og at barselsbesøg skal holdes på et minimum. Vi ville bare ikke være alene! Kenneths mor og far kom derfor og sov ved os den første nat, og resten af ugen kom hans lillebror og hans lille familie. Om dagen havde de ofte planer, så der var vi jo alene det meste af tiden, men når solen gik ned og aften meldte sig, var det som at føle sig 4 år igen. Mørkeræd og bange for natten. Her var det bare rart, at man havde nogle tæt på, som kunne være der med det samme, hvis man havde brug for det.

Parforholdet

Endnu en ting der går op for en, er hvor meget tid man rent faktisk havde før, til at være sammen som kærester. Nu skulle man sætte pris på HVERT sekund man kunne ligge og putte, for ingen ved hvornår baby vågner igen. Kenneth og jeg er selvstændige individer, men det kan vi kun være sammen. Det er egentlig meget svært at forklare. Men vi har brug for at have hinanden tæt på – især da vi lige var blevet forældre! Bare det at den ene skulle gå ned med skrald var jo nærmest en udfordring! Vi blev nok også ramt af en mild form for fødselsdepression den første uges tid. Vi kunne ligge lige ved siden af hinanden og holde om hinanden, grædende, fordi vi savnede hinanden. Vi savnede bare at kunne slappe af i hovedet, se en tv-serie, spille lidt computer, sove længe. Det gik virkelig op for os, alt det vi lige har givet afkald på. Selvom det var svært at indrømme, så var det svært at elske det lille nye vidunder, for han var skyld i, at vi ikke havde tid til at være kærester mere. Det var forfærdeligt! Vi er heldigvis rigtig gode til at snakke om hvordan vi føler, og ingen følelser er forbudte! På den måde kunne vi sammen bearbejde den sorg vi faktisk følte. For ja, man har ALLE følelser som nybagte forældre! Lykke, kærlighed, glæde, sorg, ked af det, osv. Alt kan få dig til at tude! Der skal bare et ”er du okay?” til, og så vælter tårerne ud.

Alt det uventede

Jeg havde haft den mest fantastiske graviditet! Ingen komplikationer, og alt var efter bogen. mange har en forestilling om, at dét at være gravid er magisk og den totale lykkefølelse. Sådan var det for mig! Jeg ELSKEDE at være gravid! Derfor kom det også lidt som et chok for os, at vores lille perfekte søn kunne fejle noget som helst. Han havde gulsot. Selvom det på ingen måde var voldsomt fremtræden – det kunne i hvert fald være meget værre! – så var vi bund ulykkelige over, at han ikke bare var 100% rask. To dage efter fødslen skulle vi ind på sygehuset, for at få taget hælprøve på Nohr. Det er noget alle skal. Her opdagede de dog, at Nohr var lidt gul i huden, og testede med sådan en lille maskine, der kunne lyse ham i panden, og vurdere hvor slemt det var. Den var for høj, så Nohr skulle have taget endnu en blodprøve. Mor her GRÆD! Når man er nybagt mor, så gør det fysisk ondt, når ens baby græder. Og det gør babyer altså når de bliver stukket. Heldigvis skulle han ikke under lys, så vi skulle bare sørge for at holde øje med om bleen var tung – altså havde godt med tis i – når vi skiftede ham, og så skulle vi til blodprøve dagen efter, for at se om tallene var dalene. Det var de heldigvis!
Da vi ugen efter fødslen havde besøg af sundhedsplejersken, kunne hun mærke en kugle på Nohr ene kraveben. Vi kiggede lidt undrende på hinanden, og spurgte hvad det betød. Det betød simpelthen at han havde brækket kravebenet ved fødslen! Det er åbenbart helt normalt, og han havde ingen tegn på gener pga. det. Jeg tog nu alligevel til lægen, for at være sikker. De kan blive påvirket af det, så de blive stive i nakken, og kun vil have hovedet til den ene side. Hvis det sker, skal man til fysioterapeut.
Det var de vildeste 2 uger i vores liv! Kenneth havde kun taget de 2 uger man har ret til som nybagt far, men vi brugte alt tiden på at kø
re ind og ud af sygehuset, børneambulatoriet, lægen, ligge og bekymre os om alt hvad han fejlede og nærmest barrikadere os inde på soveværelset. Heldigvis blev vi godt vartet op af vores søde familie! Ellers tror jeg seriøst ikke vi havde fået noget mad i de 2 uger! 

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Mor og far på egen hånd

Når far har et arbejde